tirsdag den 9. april 2013

Halløj i ammestuen



Nej, dette er ikke et sponsoreret indlæg..
jo, vores stue er blevet til ammestuen, og her bliver ammet på livet løs med næsten ingen tanke på dem, der kan se ind ad vinduerne! Men det er efterhånden svært at følge med den lille
Så hvad gør man dog ikke for at holde gang i mælkeproduktionen!? 
Jeg har en lille mælkedranker hængende i "yveret" ret ofte, og har som nævnt lidt svært ved at følge med efterhånden. Så jeg har afprøvet et gammelt husråd ind imellem de sidste par uger, men ærligt talt er det lidt svært at vurdere om det egentlig virker. Men eftersigende skulle mørkt hvidtøl få mælken til at løbe bedre til.

Faktisk bryder jeg mig ikke særligt meget om øl, inkl. denne selvom den er sødlig og måske smager noget henad rootbeer (en læskedrik de drikker i USA). Ikke noget jeg på nogen måder nyder at drikke og har ret svært ved at få den ned! Men hvad man dog ikke gør..!?
Jeg er fast besluttet på at amme min lille bandit helst fuldt ud. Med hans storesøster kunne jeg ikke amme hende mere end de første par måneder, hvorefter jeg ikke havde mælk nok til hende. Dette vil jeg rigtig gerne undgå. Så jeg tager kampen op, men må også indse det, når slaget er tabt.

Nå, men én ting er smagen. Noget andet er indkøbet af øllerne. Altså, jeg kunne ligeså godt være iført træsko, nusset joggingtøj og med klirrende indkøbsnet (undskyld!), for at matche den følelse jeg har indeni og tanken om at blive dømt, når jeg kommer med barnevogn og ølflasker. Man stiller sig jo ikke op og råber:"jeg drikker dårligt nok en hel om dagen, heller ej hver dag - og hva' så NÅ!?!".. Desuden er de jo kun på 1,7%! Men man (underforstået; jeg) føler sig bare så skyldig og dømt, på en måde. Så hjælper det jo heller ikke at kærestemanden driller og synes det er lidt komisk, at jeg har de følelser og at jeg pludselig får mig en lille øl. Noget jeg ellers aldrig gør eller har gjort..!

2 kommentarer:

  1. hahaha jeg kan levende forestille mig, dig stående i supermarkedet med øl og barnevogn. Jeg håber dit trick virker for dig, og jeg vil skrive mig det bag øret, for jeg håber også at kunne amme i 6 mrd plus

    SvarSlet
  2. Jeg føler mig bare så skyldig på en måde. Men det er jo nok lidt fjollet og folk ved heller ikke, hvordan det hænger sammen. Jeg synes det er svært at sige om det virker.. Foreløbig er mælkebaren åben ;-) måske er det lidt placeboeffekt.. Jeg ved det ikke, men jeg tager kampen op og gør hvad jeg kan. Satser også på min. 6 mdr.

    SvarSlet