onsdag den 3. oktober 2012

Fornyelse på bloggen... igen!

Jeg barsler....

Ja, faktisk med flere nye "koncepter". 
Første koncept er en kommende familieforøgelse i det nye år. Der venter vi en lille dreng, så vi udvider vores lille familie fra 3 til 4 (lææænge ventet)..

For det andet ønsker jeg at ændre konceptet og navn på bloggen. Jeg har mere på hjertet end kager.


Der er ord, der venter på at blive delt. Sysler, der venter på at blive til og vist frem. Flere kager, der skal bages og "knipses". Opskrifter, der venter på at blive afprøvet og resultater, der venter på at blive dokumenteret siden fortæret. Hverdagen, der skal organiseres. Drømme, der venter på at blive ført ud i livet. Livet, der skal leves...

Så ja, inden længe vil bloggen igen ændre navn og udseende.... Stick around and see!!! :o)

mandag den 10. september 2012

Frosting/smørcreme

På opfordring kommer her en lille opskrift på frosting uden flødeost aka smørcreme:

200 gr. usaltet blødt smør
300 gr. flormelis (eller efter smag)
2 spsk. mælk
evt. lidt vanilie eller anden smagsgiver som f.eks. passionsfrugt,  hindbær eller hvad man nu er til.

Man kan evt. også tilsætte 150 gr. mørk chokolade eller tilsæt farve efter temperament.

Fremgangsmåde:
Pisk smør og flormelis godt og gerne nogen tid, indtil cremen bliver lækker og luftigt. Tilsæt herefter mælk og smag. Hvis cremen virker for blød, kan man enten tilsætte lidt mere flormelis eller stille cremen lidt i køleskabet men med omrøring så cremen stivner ensartet. Den må dog ikke blive hårdere end at den ubesværet kan trykkes gennem en tyl.

Så go' fornøjelse, Jane :o)

tirsdag den 4. september 2012

Studenterkager

Inden (nåja, næsten inden) graviditetskvalmen tog helt over, nåede jeg også at få lavet et par kager til de nyudklækkede studenter - begge til kollegers børn. Den sidste kage hang dog i en tynd tråd, da det netop var dén weekend kvalmen virkelig tog til...

Jeg fik her lov til at prøve kræfter med at genskabe den traditionelle studenterhue i to forskellige størrelser samt en logokage (der dog manglede et par højt elskede høretelefoner - anden historie)..

Den første kage var til en sød kollegas datter, og kagen er klassisk; chokoladebunde lagt sammen med hindbærcreme.. Altid en vinder! :o)








Den anden kage var til en anden sød kollegas søn (og hans ven), der bl.a. er tosset med NFL og sine høretelefoner, der efter sigende er hans allerkæreste eje. Disse nåede desværre ikke at tørre helt op og ved forflytning gik de kaputski. med lyse kagebunde lagt sammen med bærcreme...






Nederste billede er tilsendt af min søde kollega, da jeg kun fik taget de to øverste billeder med mobilen til hende, da jeg var ret slemt plaget af kvalme og det der følger. Så tak, Søde Marlene :o)

søndag den 2. september 2012

Bagud på bloggen

- hvilket der er en helt naturlig årsag til.. En lille *parasit* har besat min krop og gav mig voldsom kvalme m.m. i en periode, og gjorde mig uarbejdsdygtig..

Så derfor kommer der nu en lille kage-update!

For et par måneder (ja, jeg ved det...) siden bagte jeg en kage til vores søde sekretær forældres guldbryllup. Den skulle have været lidt a la "Ellen"-kagen. Det blev dog en lidt presset tid, da jeg var plaget af et maveonde og derfor havde mindre tid til at bage og klargøre kagen. Men det gav mig mulighed for at afprøve min nye Crimper og så gik det jo lidt alligevel..

Må bare indrømme, at jeg ikke lige umiddelbart husker hvad der er i kagen *lidt pinligt*




mandag den 11. juni 2012

Lakridsmarengs

Er du, ligesom jeg selv, tosset med lakrids? Så prøv Lakridsmarengs!




Opskrift til 2-4 plader marengs (alt efter størrelse):
- jo større marengs, jo længere bagetid og desto mere "klistrede indeni...



  • 1 1/4 dl æggehvider (ca. 3 hvider/125gr.)
  • 125 gr. sukker
  • 125 gr. flormelis
  • 3-4 tsk. lakridssirup (er selv tosset med salt-varianten fra Johan Bülow)
(variationer: korn fra 1 vaniliestang, 20gr. kakaopulver som tilsættes til sidst efter massen er pisket helt stiv)


Pisk æggehvide næsten stive og tilsæt sukker. Pisk indtid massen er stiv. Tilsæt herefter sigtet flormelis lidt ad gangen.
Herefter "swirl'es" lakridssirup i massen men uden at blande det ret meget. Brug siruppen efter temperament! 


Kom massen i en sprøjtepose og sprøjt små toppe ud på bagepladen. Bag i en forvarmet ovn på 130 grader varmluft i ca. 45 min - 1 time alt efter størrelsen. Ved små/flade marengs bag da i ca 30 min. Ønskes marengsen helt igennem sprød, bages de i ca 2 timer v. 100 gr.


Herefter afkøles og nydes de!!


MUMS!

I lånte fjer..

Eller dvs. i håndlavede sukker fjer dustet med perlemor, som ikke er et spor lånte...

Samme dag som Emma's dåbskage skulle afleveres, have jeg lavet en aftale med en brud (fra den sociale omgangskreds og hendes kommende gom) om at komme og pynte deres bryllupskage. Den situation var lidt uvant og en omvendt verden for mig kun at skulle pynte en kage, men egentlig også en god og lidt morsom oplevelse. Jeg følte ikke, at jeg havde tid og kapacitet i mit lille køkken til kage til 120 pers. Men pynte kagen, det ville jeg gerne! Der var også en bager (nabo til forældrene), der allerede havde tilbudt at bage kagen. Så det hele gik op i en højere enhed.

Efter gommens mening skulle kagen være så enkel som muligt. Helst bare med sprøjtet perlekant og ikke ret meget mere :o) Men hvad han ikke vidste var, at brudens kjole havde fjer på bærestykket. Så bruden og jeg aftalte, at der som en overraskelse skulle være fjer på kagen. Bruden ønskede også en stor, åben pæon på toppen ligesom hendes buket indeholdte pæoner. 
Desuden blev vi enige om at præge kagen med quiltet mønster med perler, i tilfælde af at kagen skulle have lidt ujævne sider.

Så jeg stod i køkkenet på byens teater og pyntede kagen. Det var lidt hyggeligt og sjovt at være i køkkenet til forberedelserne og overvære personalets forberedelse og løse jargon :o)


Beklager den dårlige billedkvalitet... (telefoncam og solen der skinnede lige ind på os..)
Efter
Før (minus pæonen)



søndag den 10. juni 2012

Dyreliv i Emma's have

Juni byder på flere kager. Denne gang en dåbskage til lille Emma, som skulle have en kage med dyr. Hendes mor kunne godt tænke sig noget a la Noahs ark dyr, men hun var også vild med den Klokkeblomst kage, jeg lav til Lærkes 3-års fødselsdag, og ville også gerne have lidt a la den kage..
Så jeg havde en idé om, hvordan den skulle se ud. Men efterhånden som kagen tog form blev det nærme til Emma's have med zoo-dyr i stedet...




 Bagsiden har "klatreblomster" som klokkeblomstkagen. Synes selv kagens udseende blev okay..

Kagen indeholder lyse- og nøddebunde med et lag chokoladecreme med hakkede nødder samt ét lag chokoladecreme med friske hindbær. Eftersigende (fra min kollega) var der en super lækker kombi..



søndag den 3. juni 2012

Kaninkage

Så blev det igen tid til Børnehaven Kaninbjerget's årlige sommerfest.
Traditionen tro er det forældrenes opgave at sørge for mad og kage til fælles mad- og kagebuffet. Da jeg ikke hører til den gruppe hellige overskudsmødre, der lige bikser et stort fad sammen af noget der bestemt indeholder den "legale" kostpyramide, blev det bare til en røvfuld (store og luftige) pølsehorn, der var hapset inden jeg overhovedet nåede at blinke med øjnene. Nåede lige at redde ét enkelt til Lærke..
Men til gengæld kunne jeg medbringe et eksemplar fra mit domæne...


Indeholder chokoladekage lagt sammen med lidt ganache


En kage der vakte begejstring hos både store og små, med ordlyden om, at sådan en kage skulle jeg da lige have med hvert år....
Da der endelig var en forælder, der turde tage hul på kagen, gik der ikke længe før den var væk..


Længe har den stået på kager "ud af huset" til kolleger m.m., og ligeså længe har Lærke sukket efter jeg lav en kage til hende. Så aftalen var, at jeg lav en kage som HUN kunne have med i børnehaven. Hun bestemte, at den skulle vare af chokolade og der skulle være bogstaver på :o) Og hun var så glad og stolt!! 

mandag den 21. maj 2012

Den er Flæse-fin..

Eller i hvert fald fuld af flæser!
Jeg fik jo nærmest arbejdskade i hånden, da alle cirklerne skulle omdannes til flæser. 
Men det var arbejdet værd, for Cæcilie blev rigtig glad for sin konfirmationskage.  Jeg er også selv tilfreds med look'et. Mine stikord var denne gang :"hun elsker lyserød og bordeaux".. Så efter et par dage i tænkeboks, kom idéen med den super tøsede flæsekant. Sådan lidt rosette-agtig og så måtte der jo være noget bordeaux på toppen i form af en pæon..



Kagen indeholder chokoladekage samt lys bund lagt sammen med hindbærcreme..

Dog er mit første forsøg på en pæon lidt mislykket. Bladene var for tunge og og ville ikke rigtig tørre. Desuden skulle der have været lidt flere blade på. Men nu ved jeg nogenlunde hvordan jeg gør og lærer af de åbenlyse fejl.. 

søndag den 20. maj 2012

Total yndlings muffin/cupcake-opskrift

Min all time favourite muffins opskrift er helt klart Chocolate chip banana muffins/cupcakes, og nu vil jeg dele opskriften på de lækreste, bløde muffins/cupcakes med jer.. 


Opskriften er oprindelig banankage og svarende til en springform ca 25 cm.
Men justeret og ændret, så den passer til min smag :o)


Giv dem din yndlingsfrosting el. lign. Jeg elsker dem helt plain, så man rigtig kan smage både banan og chokolade.. NAM NAM!




Chocolate chip banana muffins/cupcakes
OBS!! Du får ca. 24 lækre muffins ud af denne portion..

  • 3-4 bananer
  • 150 gram blødt smør
  • 250 gram sukker
  • 3 æg
  • 300 gram mel
  • 1½ tsk bagepulver
  • 150 gram hakket (gerne en lille smule groft) chokolade

Tænd ovnen på 175 grader.
Mos bananerne og rør smør og sukker skummende/luftigt. Rør ét æg i ad gangen.  Kom hakket chokolade i massen.
Bland mel og bagepulver godt og rør/vend blandingen i æggemassen sammen med bananerne.

Fyld  formene ca. 3/4 op med dej og bag midt i ovnen i ca. 20 min. 
Afkøl dem og evt. giv dem fosting..

ENJOY!

tirsdag den 8. maj 2012

I vilden sky

Så hoppede jeg også på sky-bølgen. Har set den i mange variationer her i blogland, og er blevet forelsket!

Så mit bud på en regnfuld drømmesky-uro, som er gået til lille Filippa..



Den er syet i filt med tungesting af broderigarn (lilla og pink) i kanten. Har brugt transparent tråd mellem dråber og sky, dog helt usynlige er de ikke..

Det tog ingen tid og var superhyggeligt at lave. Min "første gang" med tungesting.. Helt klart ikke min sidste sky!

101 Dalmatinere

Eller bare en enkelt, nemlig Valther..

Da vores søde Sekretær's datter, Caroline, skulle konfirmeres, blev der selvfølgelig også tryllet en kage ud af det lille bageri til hende.

Kagens tema er Valther, familiens dalmatiner og bedste ven. Fik dejlige billeder af ham til inspiration, så det er jo dejligt at få lov at se på den dejlige vovse undervejs. Fik iøvrigt  helt lyst til at få min egen Valther..

Kagen var en succes og Caroline var glad :o)




Kagen er Chokoladebunde lagt sammen med hvid chokolademousse/creme med friske, hele blåbær.



Trommehvirvel...!

... Er hvad Marie (modtager af denne konfirmationskage) kunne klare tusind gange bedre end jeg nogensinde ville kunne..

Da min søde kollegas datter skulle konfirmeres, skulle hun også overraskes med en kage. Eftersom Marie's store interesse er musik og spiller tromme i Nykøbing Falster Garden, var det mere end oplagt, at kagen skulle udformes som en tromme. 

Resultatet blev ikke helt som jeg havde håbet, men da lidt derhen ad..
Rygtet siger, at hun blev glad, hvilket er det eneste, der rigtig tæller :o)


Kagen er chokoladebunde langt sammen med creme af bærsymfoni.

lørdag den 5. maj 2012

Aprils syslerier

Det blev også til lidt syslerier i April måned. 

Først røg jeg også på bølgen af filtkugle-bordskåner. Så dem et sted i blogland, husker ikke hvor, og syntes de var vældig søde, sjove og anderledes. Og ikke mindst nemme at kreere selv. Filtkuglerne er købt i Søstrene Greene for ingen penge.. De fungerer helt fint oveni købet :o)






Efter en tur i Roskilde til mit slaraffenland med Mutti, Svigermor Birthe og yndlings Svigerinden Tante Lilla (på gule papirer,) gik jeg igang med projekt Sansebolde. Syet i patchwork med bjælde i midten, "knitre"papir udvalgte steder samt bånd..





Den ene bold har lille Filippa fået til de lange dage på sygehuset..
Der er flere bolde på vej - senere! Også i drengefarver.


fredag den 4. maj 2012

Kageglade Karoline

Min herlige kollega's barnebarn, Karoline, er bidt af en gal kage. Derfor skulle hun også have en særlig kage til hende konfirmation. 

Den skulle være med pastelfarver og ellers var det fri fantasi for resten. Da hun er en ung pige med interesse for pyntede kager synes jeg, at hun skulle have en kage med lidt spræl i. Dog er pastel og spræl nok ikke lige de 2 ting, der går meste i spænd. 

Så derfor skulle der stå et festfyrværkeri/stjerner op af kagen...

Resultatet ..o0(kunne godt have tænkt mig lidt mere spræl)


Kagen består af lyse bunde + nøddebunde lagt sammen med hindbærcreme og chokoladecreme smurt op med vaniliesmørcreme.



Konfirmationstid

Konfirmationstiden er over os, hvilket betyder travlhed i det lille bageri. Flere kollegaer, sekretæren og afd.sygeplejersken har bedt om hjælp til kage, så det er jo dejligt at man får lov at udfolde sig lidt igen!


De(n) første kage(r) er til Überboss'ens datter, Jeanne. En hestepige med en kagevision. Det skulle være 2 runde kager med hot pink overtræk, hestesko, quiltet mønster og tegneserie-blomster (altså, blomsterne måtte ikke være naturtro).. Og selvfølgelig med navn i hvid fondant.


Når man får alle de ønsker om kagernes udseende er det jo ingen sag, så det er bare igang!
Lige et lille tip; undgå at indfarve fondant om aftenen i halvskidt belysning. En af årsagerne til at overtrækket blev lidt mørk "hot pink"...


Men heldigvis gjorde det ikke noget :o)
Hesteskoene blev malet (med sølv dusting powder) og blomsterne blev forskellige nuancer af pink+hvid..






Kagerne indeholder mazarinbunde lagt sammen med tobleronecreme

Højrøvet høne!

...undskyld sproget, men det kræver da lidt af en højrøvet høne for at lægge sådanne æg! :o) "faldt" over dem omkring påsketid..







Bare en lille indskudt bemærkning.. Videre!

Blog-(in)aktivitet og kageopdatering

Jeg har være noget inaktiv på bloggen det seneste stykke tid. Dette skyldes flere ting. Bl.a. har jeg været travlt optaget af kager. Men nu er det igen tid til at opdatere kagegalleriet.

Vi lægger ud med kage til Ellen, der kunne fejre 80-års fødselsdag i April..

Rygterne fortæller, at Ellen elsker liljekonvaller og sart lyserøde mini-rosenbuske. Så jeg havde mit første møde med liljekonvaller i fondant. Med inspiration fra flere bloggere kastede jeg mig ud i det. Det er egentlig ikke så svært, men processen tager lidt tid.



Kagen er lyse bunde med jordbærcreme 

onsdag den 14. marts 2012

Knæk & Bræk

Wupti!! 
Så der er skønne knækbrød/grovkiks så nemt som ingenting og det tager kun et øjeblik at smide sammen...

Denne opskrift er fra min skønne kollega Line med få moderationer..

Du skal bruge:

3 1/2 dl hvedemel (har selv erstattet med hvidt hvedemel og speltmel)
1 dl havregryn
1 dl sesamfrø
1 dl solsikkefrø
1 dl græskarkerner
1 dl hørfrø
1 tsk bagepulver
1 1/2 tsk salt (eller lidt mindre)
2 dl vand
1 dl olie (kan nøjes med 1/2 dl)

Bageplade og bagepapir, evt. kagerulle

Fremgangsmåde:
Bland først de tørre ingredienser. Herefter tilsættes vand og olie og røres sammen.
Dejen deles i to og trykkes/rulles ud mellem to stykker bagepapir...


Dernæst skæres dejen i firkanter i den størrelse du/I ønsker, hvadenten det skal være kiks- eller knækbrødstørrelse...


Kom dem på bageplade og bag i ovnen i 20-25 min. ved 180 grader varmluft/200 grader alm. ovn.

Og WUPTI! så deles de bare og køles lidt. Så er der skønne hapser til den lille sult :o) Mine favoritter i øjeblikket.


Velbekomme!

søndag den 19. februar 2012

Søndag i Sortsø

Når der skal slappes af og kobles fra, tager vi gerne en tur i sommerhuset i Sortsø. Så lørdag, efter endt vagt, drog den lille familie en tur til nordfalster. Hertil skal det lige fremhæves, at yndlingskærestemanden SELV har pakket hele bilen og næsten ikke glemt noget ;o)
Nå, men i Sortsø er der dejlig roligt, skøn natur og man er væk fra hverdagens trommerum. Man har ikke så mange ting, der lige skal klare og gøres nu man alligevel har fri.
Så dér slapper vi af og hygger os som familie..

Lille billedserie(søndag)..









onsdag den 15. februar 2012

Simpelt budskab

Knipset på Hesnæs Strand en kølig vinterdag.. Hvad man ikke finder af små skatte på stranden...




Og denne lille skat var lagt så fint i en lille plante midt i sandet, til at minde os om, at vi skal huske at elske og værdsætte hinanden.. 
Lad os prøve med lidt kærlighed..

tirsdag den 14. februar 2012

Blog Award


Den skønne Elisabeth fra Palæ Pompøs har givet mig en blog award, hvilket jeg først opdager en uge efter - typisk mig.. Men hvor er jeg glad, stolt og meget beæret!




Så nu er det min til at nedskrible mine "honorable mentions", som forløber således at jeg;

1. Linker til den jeg/man har modtaget Awarden af (OG indsætte award-billedet ovenfor)
2. Giver den videre til 5 andre bloggere, der har færre end 100 faste læsere
3. Svare på 5 spørgsmål

Jeg vælger at give awarden videre til:

: Kathrine, med bloggen LittleKath, om hyggeligher, hverdagen med bolig, børn (og bonus), sjove DIY's samt fellow "-Genser"..
: Nadia med bloggen Bobler i Bækken, fordi jeg elsker hendes skrivestil, især indlæg om de kvinde/mødreidealer, der næsten ikke er til at leve op til..
: Michelle, med bloggen Min kageverden,  der laver rigtig skønne kager og sukkermodelleringer.
: Sally, med bloggen Sally's Kager  , der laver nogle rigtig flotte kager og nu faktisk er blevet selvstændig kageleverandør..
: Kristina med bloggen Kristinas Køkken , som jeg lige er blevet fast læser af. Her byder hun ind med en masse skønne opskrifter på lækre retter, bagværk m.m.


1. Hvorfor begyndte du at blogge?
 Jeg startede en blog, da jeg havde været igang med kageeventyret i ca. 1½ år. Da begyndte folk for alvor at spørge til og efter de kager, jeg bager. Så det var meningen, at det skulle være en kageblog, men efterhånden er der sneget sig mere ind, som ikke nødvendigvis har noget med kage at gøre. Iøvrigt ville jeg ønske, at jeg havde meget mere tid til at blogge, bage kage og være kreativ. Har tusind projekter der venter på mig..

2. Hvilke blogs følger du?
Jeg nyder at følge inspirerende blogs om kager, livsstil og indretning/interiør, samt ikke mindst alle de inspirerende krea-blog'e derude i cyberspace, som jeg beundrer og misunder deres talenter:o)

3. Favorit farve(r)?
Jeg elsker farverne lilla og coral. Men også pastelfarver.. I det hele taget er jeg nu begyndt at værdsætte farver mere og prøver at putte flere farver ind i mit hjem, som hidtil har været hvid/cafe latte.. gaaab ikk?

4. Favorit film?
Årh, det er svært da der jo er så mange go'e film.. Men jeg er nødt til at sige, at jeg er og bliver en SATC-pige og æææææælsker den første (SATC the movie), men også klassikere som Braveheart m.fl. Også Æblemostreglementet (måske mest bogen) har en særlig plads i mit filmhjerte.. Lige nu kører min datter's To på flugt (Rapunzel) når vi skal hygge med en lille film sammen. Synes den er så sød :o)

5. Hvilke lande drømmer du om at besøge og hvorfor?
Jeg har rejst og set en del i mine yngre dage, men jeg kunne sagtens rejse noget mere. Det er bare lidt en anden form for ferie når mman har små børn..
Jeg drømmer om at komme tilbage til USA. Tilbragte 13 mdr. derovre aug. 2001- sept. 2002 og nu vil jeg rigtig gerne tilbage til NYC og min værtsfamilie og venner i Manalapan.
Derudover drømmer jeg om at komme Down Under til Australien.

søndag den 12. februar 2012

Man kan næsten...

...høre kirkeklokkerne ringe...


For kort tid siden skrev en gammel (nej, hun er ikke 79..) veninde fra skoletiden, at hun skulle giftes med hendes livs kærlighed, og hun kunne godt tænke sig, hvis jeg ville hjælpe med en kage - og selvfølgelig ville jeg det! :o) Alt skulle bare lige klappe..
Hun havde nogle få klare forestillinger om, hvordan kangen skulle være, bl.a. at den skulle være firkantet og der skulle være så toppen kunne komme i fryseren, at der skulle være røde blomster - gerne roser. Jeg fik også et par par billeder til inspiration, hvor der også var en masse krummelurer. Et farvetema for brylluppet var rød, guld og perlemorshvid.
Indeni skulle kagen være helt klassisk med lyse- og chokoladekagebunde med hindbærcreme.

Så her er mit bud på hende og hendes udkårne's bryllupskage...
Min første 3-etagers bryllupskage :o)



Ingen perlemorshvid eller krummelurer, men det blev da til til dybrøde roser, dusky pink callaliljer samt hjerter og bånd dustet med "guldstøv". Jeg tror måske bare min æstetik ikke rækker til krummelurer, men er lidt mere enkel..? 
Billederne er fra mobilen taget om aftenen, derfor kommer effekten ikke frem. Tossede Tine glemte helt at hive sit ellers fine spejlreflekskamera frem og knipse et par lækre billeder... Argh altså, det er for slapt! Det gik op for mig da de lige var kørt med den..


Under processen sker der desværre det, at min allerdejligste venindes mor måtte forlade denne verden før tid. Kæmpe sorg for hele familien og alle omkring dem. Selvfølgelig var min yndlingskærestemand og jeg med til den smukke, meget værdige ceremoni i kirken. Vore hjerter føler og græder med dem... Det er så enormt trist og minder os om, at vi skal huske at værdsætte vore kære og nære, mens vi stadig har dem.
Men hold op! hvilken kontrast det er at gå fra bisættelse til bryllupskage. Det var ret surrealistisk at komme hjem og igang med at få stablet en bryllupskage på benene...

Rigtig go' søndag (som nu næsten er slut) til alle jer derude og pas rigtig godt på hinanden! :o)

fredag den 27. januar 2012

Møbel make-over

For laaang tid siden købte vi et gammelt afsyret karlekammerskab fra 1930'erne til Lærke's værelse. Den tidligere ejer havde også brugt det til børneværelset, derfor havde hun malet hvide cirkler på brun baggrund i "løberne" på lågen, for at peppe det lidt op... 



Men jeg synes nu det trængte til mere end en klat maling, så skabet blev malet hvidt (igen og igen.. der skal noget til at mætte sådan noget afsyret træ..) og fik lidt tapet-pynt (fra Ferm Living). 
Det er flyttet ind på frk. Lærke's værelse, men mangler dog lige at få grebene på skuffen.. ja ja, det er længe siden skabet blev færdig og de er da også købt ind, men Rom blev jo ikke bygget på én dag.. Så nu er det (næsten) et færdigt skab til prinsessen klæder.


Billedkvaliteten er lidt ringe her, men mon ikk' man ser forskellen alligevel..


Jeg var også en tur forbi "Le Chair", hvor jeg fandt en gammel skammel der bare skulle have et nyt lag hvid maling. Også denne blev piftet lidt op med papir og står som sengebord på Lærke's værelse..





Anton's venner

Ja, nu er vi sådan set er ved at være færdige med den laaaange spare-måned, januar, men jeg vil lige opsummere det der foregik i kreahjørnet op til jul. Jeg fik kørt et par ugler eller 4 gennem maskineriet op til jul, så de kunne ligge under juletræet.




Men de var nok også mere en slags terapi. Der er noget helt specielt ved at "koble fra" og bare lade hænderne tage over i stedet for at tænke på alt det, der let kunne tage humøret fra mig op til jul..